27. januar

Så er kampvægten oppe på 11,5 kg. Godt nok med tøj og ble - men det har jeg jo altså også på når Mor slæber rundt på mig. Der er ikke noget at sige til at hun er ved at få store overarme. Sundhedsplejesken kommer om et par dage så kommer der også centimeter på.
28. december

Så er tand nr. fire, fem og seks fremme. Jeg har nu tre tænder i overmunden og tre i undermunden - men det er kun de fire af dem der sidder over for hinanden. Men det er da nok til at jeg kan spise små hapser med leverpostej og bitte små tern af hvad resten af familien nu har på tallerkenen.
1. december

Så er tand nr. tre igennem. Den sidder til højre i undermunden, lige ved siden af de to jeg allerede har. Min far og mor regnede godt nok med at der var en tand på vej, men har gået og kigget efter den i overmunden. Så den her er faktisk nået ret langt op før den er blevet opdaget.
16. november

Jeg kan sidde selv. Jeg sidder dog kun ganske kort tid før jeg triller omkuld. Jeg har fået en tripp trapp stol som jeg er meget glad for at sidde i. Nu kan jeg rigtig følge med i hvad resten af familien foretager sig oppe ved bordet.

13. november

I dag bliver jeg et halvt år. Her 6 mdr. og 6 kilo efter min fødsel stor trives jeg på bedste vis. Jeg er godt i gang med den faste føde og er nu nede på to måltider om natten. Typisk kl. 12 og kl. 4. Jeg er blevet rigtig god til at sove på mit eget værelse og falder selv fint i søvn når jeg bliver lagt i min seng. Dagen fejres med farmor og storesøster som er gået en tur i zoo mens jeg tager min formiddagslur.

10. november

Sundhedsplejesken har været forbi i dag og målt mig til 76,5 cm. Min kampvægt er nu oppe på 10,2kg. Om tre dage bliver jeg et halvt år så nu går det løs med stort set frit valg på alle hylder i køleskab og fadebur.

14. oktober

Så er kampvægten tociftet! Jeg har været til 5 mdr. undersøgelse og vaccination hos lægen i dag og er blevet vejet til 10 kg. Jeg måler fortsat 73 cm. Min hovedstr. er nu oppe på 45.
Lægen sagde at jeg var et pragteksemplar og at mor hvis ikke behøvedes at bekymre sig for at en som mig blev trynet af mine jævnaldrende i sandkassen når vi nåede den tid;o) 
Lige som da min søster havde samme alder, konstaterede lægen også, at jeg vist heller ikke var nogen kostfornægter - hvad kan jeg sige, det er vi bare ikke i min familie.
Jeg vil meget gerne op at sidde og jeg prøver at komme op at sidde hver gang jeg får en chance til at rive fat i et eller andet. Jeg kan dog ikke sidde helt selv endnu.

10. oktober

Jeg har nu fået to små tænder i undermunden. Jeg gnaver i alt hvad jeg kan få fat i og savler konstant.
Jeg er kommet rigtig godt igang med at spise og spiser to til tre portioner grød om dagen. Jeg er særlig glad for rismelsgrød og rodfrugtemos. Jeg drikker vand af et glas når jeg får grød og mos.
Når resten af familien spiser får jeg en agurkeskive eller en gulerod at gnave i. Jeg har endnu lidt svært ved at holde på den, men det går fremad.
15. september

Fire måneder gammel måler jeg 73 cm. og vejer 8,7 kg. - og hvis du er i tvivl, så er det altså noget større end gennemsnittet;o)
Min mor har besluttet at en knægt på den størrelse skal til at have noget fast føde og jeg har i dag fået mine første skefulde risgrød. Der kom ganske lidt indenbords - næppe nok til at bidrage til en lang natsøvn, men vi er da kommet igang med skemaden og fortsætter igen i morgen.
Jeg har også fået øje på mine fødder og elsker at gnave i mine tæer når jeg får lejlighed til at rive sokkerne af.
Lav din egen hjemmeside med mono.net